Læreren bemærkede, at drengen kom for sent og var i dårligt humør – så opdager hun den forfærdelige sandhed

Som lærer tror man, at man kender alle sine elever godt. Men denne historie giver et helt nyt perspektiv på det hele. De hjælper os, uanset karrierevalg, med at indse, at vi ikke skal dømme bogen på den omslag, og kan nogle gange bane vejen for at se livet i et helt nyt perspektiv.

Historien nedenfor er ikke sket i virkeligheden, men den kan stadig lære os en ting eller to, om hvor vigtigt det er at behandle hinanden med respekt:

Lærerinden Jean Thompson mødte sin nye klasse den første skoledag af deres femte skoleår. Hun talte med børnene, om hvordan hun gerne ville have dem til at opføre sig over for hinanden, og at alle skulle behandles ens.

Men det viste sig hurtigt at være umuligt. På tredje række sad en dreng ved navn Teddy Stoddard. Jean vidste allerede, hvem han var, eftersom hun havde bemærket, at han ikke legede med de andre børn i frikvartererne. Hans tøj var slidt, og han havde altid brug for lidt ekstra opmærksomhed.

Eftersom han ofte blev meget hurtigt vred og var ubehøvlet, ønskede ingen af de andre børn at lege med ham. I løbet af de første par måneder bemærkede Jean, at drengen kæmpede med at følge med i skolen, og hun tænkte ofte på, hvordan hun skulle hjælpe den lille dreng.

t1
flickr

Da hun læste drengens skriftlige bedømmelser fra andre lærere, fik hun en stor overraskelse. Læreren han havde haft i 1. klasse havde skrevet: “Teddy er en glad, nysgerrig dreng med et hjertevarmende smil. Han laver alle sine opgaver på en tilfredsstillende måde, og opfører sig eksemplarisk over for sine klassekammerater. Det er en fryd at undervise ham.”

Læreren fra 2. klasse skrev: “Teddy er en fremragende elev. Hans klassekammerater kan godt lide ham, men han er lidt urolig, eftersom hans mor har en dødelig sygdom, hvilket tager hårdt på familien.”

Læreren fra 3. klasse skrev: “Teddy klarer det fortsat godt i skolen, men hans mors død er hårdt for ham. Han forsøger sit bedste, men hans far viser ikke den store interesse for ham. Hans familiære situation vil snart påvirke ham negativt, hvis der ikke sker noget.”

Læreren fra 4. klasse skrev: “Teddy har trukket sig ind i sig selv, og viser ingen interesse i skoen. Han har meget få venner, og nogle gange sover han i timerne. Han kommer ofte for sent, og det kan hurtigt blive et problem.”

t2
flickr

Jean forstod problemet, men hvad skulle hun gøre?

Den første del af skoleåret var gået, og julen stod for døren. Eleverne tog smukke gaver bundet ind i flot indpakningspapir og sløjfer med til Jean. Det var kun Teddys pakke, der var klodset indpakket i brunt papir, der sandsynligvis stammede fra en gammel, brugt papirpose.

Jean åbnede alle gaverne. Nogle af børnene grinte, da hun åbnede Teddys gave. Det var et plastikarmbånd og en parfumeflaske, hvor der kun var lidt parfume tilbage i bunden. Jean forbød børnene at grine, og roste efterfølgende Teddy for det smukke armbånd. Hun sprøjtede lidt parfume på sine håndled, og Teddy udbrød straks: “Nu dufter du som min mor!”

Efter børnene var gået hjem efter skole, græd Jean i næsten en hel time. Fra den dag tog hun sig af Teddy på en særlig måde. Hun kiggede efter ham og opmuntrede ham. Jo mere opmærksomhed drengen fik, desto hurtigere svarede ham.

Ved skoleårets slutning havde Teddys resultater forbedret sig radikalt. Han var blevet en af klassens bedste elever.

t3
flickr

Et år senere fandt Jean et brev foran sin dør. Det var fra Teddy, der fortalte, at af alle de lærere han havde havde haft, var hun den bedste.

7 år gik før hun igen modtog et brev fra Teddy. Han skrev, at han var gået ud af gymnasiet, og at hun stadig var hans yndlingslærer.

Fem år senere modtog hun endnu et brev. Teddy fortalte, at han ofte havde følt, at han havde mistet motivationen, men at han alligevel havde valgt at fortsætte sin uddannelse. Nu havde han færdiggjort universitetet, og havde fået årgangens bedste karaktergennemsnit. Igen fortalte han Jean, at hun stadig var hans yndlingslærer.

t4
flickr

Yderligere fire år gik, og Jean modtog et nyt brev. Denne gang forklarede Teddy, at han havde fortsat sin forskning. Igen forsikrede han hende om, at Jean stadig var hans yndlingslærer. Denne gang var brevet underskrevet “Theodore F. Stoddard, Doctor of Medicine”.

Brevene sluttede dog ikke. Jean modtog endnu et brev. I dette skrev Teddy, at han havde fået en kæreste, han ønskede at blive gift med. Han forklarede, at hans far var død for et par år siden, og han spurgte Jean, om hun havde lyst til at sidde ved hovedbordet, på den plads hvor brudgommens mor traditionelt sidder.

Jean var overlykkelig og takkede ja. På bryllupsdagen var hun iført det plastikarmbånd, hun havde fået af Teddy for så mange år siden. Hun havde også sprøjtet lidt parfume på sine håndled, for at dufte som Teddys mor.

Man ved aldrig, hvilken effekt ens handlinger kan få på andre mennesker. Uanset hvad der sker, bør vi alle behandle andre respektfuldt og omsorgsfuldt – især børn, da de ofte er klogere end vi tror!